Læge med grænser

Læge med grænser » Danmark i Afghanistan » søndagsavisen.dk

Læge med grænser. En person, der er blevet tortureret af Taleban er værre end et ben, der hænger i blodige laser. Mød Bo Bojesen, der er læge i Afghanistan. 21. december 2008 12:08 Af PETER BANKE OG KRISTIAN BRASEN (FOTO), CAMP PRICE, AFGHANISTAN Der er langt fra den daglige gang på Sct. Hans hospital i Roskilde til Helmand i Afghanistan, og det er det, der fascinerer 37-årige Bo Bojesen, der er læge på det danske infirmeri på militærbasen Camp Price.

– Jeg synes, det er en gave at få lov til at hjælpe. Man lærer meget og får lov til meget. Vi har i gennemsnit et traume om dagen. Til sammenligning har Rigshospitalet 200 om året, siger han om den afghanske udfordring.

Camp Price tager imod sårede soldater og lokale, der er kommet til skade ved for eksempel at have trådt på en mine.

– Forleden kom der to lokale ind – hver med et ben, der var sprunget i småstykker. Deres ben var ikke andet end kød, blod og knoglestumper. Vi får standset blødningen, givet dem væske og evakueret dem til felthospitalet i Camp Bastion til endelig behandling – i begge tilfælde amputation og så fik de en protese.

– Den ene var forbavsende rolig og havde ikke smerter og kunne forklare, hvad der var sket. Den anden var meget påvirket, og så er det godt, at vi har en anæstesisygeplejerske, siger Bo Bojesen om sygeplejersken, der står for bedøvelse.

Man tænker professionelt

Hvad tænker du i situationerne?

– Jeg tænker professionelt. Hvordan får vi reddet ham? Trækker han vejret og så videre. Bagefter kommer følelserne. Så samles vi og fortæller, hvad vi har oplevet.

– Jeg har aldrig set et skudsår derhjemme i Danmark og kommer sikkert heller aldrig til det. Lige da jeg kom til Afghanistan, syntes jeg, at et skudsår i benet var vildt. Det er det ikke mere, forklarer han.

Tidligere har Bo Bojesen været udstationeret i Kosovo og Bosnien, i denne omgang er han seks uger afsted, inden han lige præcis, når hjem og holder jul med konen og sine to sønner.

Og der bliver nok at tale om. Masser af oplevelser der skal bearbejdes.

Bo Bojesen fortæller om en patient, der forblødte og døde, fordi han kom for sent til Camp Price efter forkert behandling på et lokalhospital Gereshk.

Den oplevelse er dog ikke den værste, han har været udsat for.

– Det kan jeg slet ikke beskrive. Der kom en mand ind, der var blevet tortureret af Taleban. Det var…ja, det har jeg egentlig ikke lyst til at snakke om.